skip to Main Content

TordenElverne er rollespil for børn - og voksne

TordenElverne er for alle, som har lyst til lære og udvikle sig gennem leg.

TordenElverne er træning i kamp, magi, rollespil og i at være en stamme.
Vores kultur er inspireret af indianere og fantasy, derfor har vi ceremonier, talemåder, et dybt forhold til naturen og et stærk sammenhold.

Mysteriesøstrene har magi, som giver Tordenkrigerne modstand. Så er du ikke til slåskampe, kan du sagtens være med alligevel.

Vi bruger vores tid til at lære vores roller at kende, blive bedre til kamp og magi, have det sjovt og rollespille kampe og forhandlinger.

Hvad træner TordenElverne ?

Set i børnehøjde

For at være stærke, skal vi kunne samarbejde og være gode til kamp, magi og list.
Derfor siger ‘Mod og Styrke’ til hinanden, når vi mødes.
Når vi øver magier, har vi det som dejligt, hyggeligt og sjovt med fx at rollespille, at vi er forheksede .
Gemmekrig er godt, fordi vi øver os i at være sammen. Vi finder gode steder, løber rundt og hygger os.
Kampene klarer man tit ved hinandens hjælp, og det er virkeligt rart og vildt.
Nogen gange er det meget spændende fx når man bliver jagtet eller skal slås mod en af de voksne.

Cirkel - rollespil

Set i voksenhøjde

Undervisningen er tilrettelagt således, at den både er sjov, udfordrende og lærerig, både på et overfladisk og et dybere plan.
Der er en dyb respekt for hver enkelt, og vi rummer både de stille og de urolige.
Når vi er sammen, er det ude i naturen og vi bevæger os meget. Vejr, dyr og planter opleves tæt på, og dette giver vi en særlig opmærksomhed.

Når vi sammen går så stille som vi kan, træner vi ‘mindfulness’.
Når vi sidder i vores cirkel, træner vi at tale tydeligt og præcist til andre.
Alle bliver hørt, taget alvorligt og respekteret i stammen.

Når vi træner kamp og kæmper som hold, er samarbejde, selvdisciplin og fællesskab det, der formes og udvikles.
Når vi finder på og fortæller historier, styrker vi vores fantasikræfter og selvtillid.
Når vi får hjælp fra andre og de smiler til en, så styrkes vores selvværd og livsglæde.
At opleve at kunne være sig selv og samtidig være en del af et fællesskab, giver glæde og samhørighedsfølelse.

Lederne af stammen

Lysende Ørn

Lysende Ørn

Komyo Sebastian Gundel (51 år)
Komyo har gennem 30 år haft rollespil som hobby og arbejde. Han har bla. udviklet rollespil som specialpædagogisk værktøj og undervisningsmetode (Københavns Kommune), stiftet bordrollespilsforeningen Eventyrernes Kreds (nu Avalon) og Inpersona, Københavns Rollespils teater.

Til daglig arbejder Komyo i Børne- og ungdomsforvaltningen Bispebjerg/ Nørrebro med at udvikle pædagogik i daginstitutioner, specielt omkring udsatte børn.

Komyo er lægbroder i Rinzai zen gruppen One Drop Zen, ledet af zenmester Shodo Harada Roshi, deraf navnet Komyo 🙂 Derudover har Komyo i mange år arbejdet med indiansk spiritual kriger- og shamantradition.

Lysende Ørn leder ofte stammen og undervisningen, specielt træningen af TordenKriger.

Komyo er gift, far til fem børn og optræder også som klovn…

Snigende Ulv

Snigende Ulv

Nimue Gundel (9 år)
Nimue er medskaber og leder af TordenElverne. Hun har siden hun var 3 år gammel været med til rollespil. Hendes kloge betragtninger, skarpe øjne og rappe tunge hjælper de voksne med de små detaljer og med at holde fokus på det, der er sjovt og virker for børn.
‘Snigende Ulv’ er MysterieSøster og står for de hellige ceremonier og magiundervisningen.

Nimue går i 2 klasse på Vidar Skolen, Steiner skolen i Gentofte, træner Kung Fu og optræder også som klovn.

Ravnemod

Ravnemod

Bue Olmutz Bruun (32 år) 
Bue er leder og træner i TordenElverne og har nærvær og omsorg i fokus.
Bue har en stor glæde ved hygge og håndværk og iøvrigt en god praktisk sans.
Han har deltaget i rollespil siden han var 11 år gammel, bl.a. i TordenElverne, som både spiller og praktisk hjælper.
Bue har slået sig sammen med Nimue og Komyo for at prøve kræfter med opgaven i at skabe en rollespilsverden fra grunden med udgangspunkt i TordenElverne.
Ravnemod er først og fremmest tigersoldat. Det betyder, at han sørger for at stammen har det godt og at ingen bliver efterladt.
Ravnemod hjælper ofte enten Lysende Ørn eller Snigende Ulv med at træne stammens medlemmer, andre gange lærer han praktiske færdigheder fra sig som fx hvordan man bygger eller laver et bål.

Praktisk info

Rollespillet foregår i Øster Anlæg.
Søndage fra kl 11:00 til 15.00.
Vi mødes og skilles igen ved bænkene tættest på Østerport station.

Kontakt
Find os på facebook.
Eller ring til Bue på 61779555

info@tordenelverne.dk

Deltagelse er på EGET ANSVAR.
(Man kan komme til skade, når der leges vildt!)

Medbring tøj, der passer til vejret, vand, sværd, bue og pil, kniv, kostume, taske og snacks, vi kan dele (Nødder, tørret og frisk frugt eller andet).

Det er muligt at låne våben, hvis man ikke har.

Der opfordres til at donere fx 200 kr. hver måned for deltagelse.
Donationerne bruges på gruppen.

Back To Top